Supervision
Supervision
efter systemiske og narrative principper – af personale og ledere med ansvar for arbejdsopgaver i forbindelse med mennesker med demens
Supervision i en anerkendende og ide-udviklende proces, hvor kollegaer på en respektfuld måde, får mulighed for sammen, at forholde sig undersøgende til faglige og personlige dilemmaer og problemstillinger i det vanskelige omsorgsarbejdes.
Supervision er udviklet på arbejdsfelter, hvor professionelle varetager opgaver vedrørende andre menneskers behandling, omsorg, trivsel, læring, forandring og udvikling.
Rationalet med supervision er at den professionelle omsorgsgiver, bliver klogere på sig selv og sin egen faglige praksis.
Supervision er en strategisk form for kompetenceudvikling, hvor målsætninger om at dokumentere og legitimere kvaliteten i omsorgsydelsen, er i fokus.
Supervisionen skal ses som en konstruktiv og struktureret læringsrum for den professionelle selv, hvor dialog og refleksion om de påvirkninger og interventioner, der sættes i værk mellem mennesker, har til formål at skabe personlig og professionel kompetenceudvikling.
Supervisionen finder sted i et rammesat læringsrum, hvor både personlige, professionelle, sociale og samarbejdsmæssige kompetencer, søges integreret og udviklet i deres sammensathed.
Måden at rammesætte læringsrummet på, kan variere udfra ledelsens og supervisandens forventninger og ønsker samt den samlede gruppe og arbejdsplads-kultur.
Jeg betragter supervision som en social, kollegial og organisatorisk proces – hvor der knyttes sammenhænge og forbindelser til professionalitet, kollegialt samarbejde og organisation. Og hvor resultatet skal kunne læses både i og udenfor supervisionsrummet som udvikling og forbedringer i samarbejdet, og ikke mindst som processer, der giver klare forbedringer i arbejdet med svage ældre borger.
